I dag er det sådan, at hvis man som lejer har penge til gode hos sin udlejer – og beløbet er 500.000 kr. eller derunder – så er man henvist til den såkaldt forenklede inkassoproces. Det betyder i praksis, at man langtfra kan få advokathjælpen dækket. Derfor er langt de fleste med mindre pengekrav henvist til selv at føre en sag ved fogedretten. Det er det forståeligt nok de færreste, der kan og vil – selv om det egentlig er intentionen med lovgivningen.
De samme forhold gælder, hvis man vil føre en såkaldt småsag ved byretten, hvor der også er en beløbsgrænse på 50.000 kr. Her må man i praksis også optræde som sin egen advokat, hvis man ikke har råd til at betale en ofte meget dyr advokat af egen lomme.
Disse forhold har i de sidste år ført til, at mange lejere har stået med en nævnskendelse om tilbagebetaling, eller nogle rettigheder ifølge lovgivningen eller lejekontrakten, som ikke kan bruges til noget, fordi dét kræver at de selv møder op i retten – hvor modparten typisk er en professionel advokat. Det er dårlig lovgivning for små folk med små krav, hvilket LLO har gjort lovgiverne opmærksomme på en del gange. Men i Lejernes LO Hovedstaden har man besluttet, at indtil den dag, hvor loven måske ændres, så må der gøres noget.
Da fogedsager og retssager er meget tids- og ressourcekrævende og ikke kan indeholdes i kontingentet, har bestyrelsen for LLOH valgt, at der skal betales et gebyr for at få hjælpen. se vores prisliste
Lejernes LO Hovedstaden er af Rigspolitiet autoriseret til at føre inkassosager.
Det er ikke alle sager, som det kan betale sig at føre, eller som det er muligt at føre. Om det er muligt afgøres fra sag til sag.