Juridiske Julegaver 9. december: Hvis du får væggelus eller andre skadedyr

Hvis du opdager væggelus i din lejebolig, kan du måske blive bekymret for, hvad der skal ske, og hvem der skal betale for udbedringen. Det vigtige er, at du giver besked til din udlejer så hurtigt som muligt. Det er nemlig som udgangspunkt ikke dig, der skal betale, men du skal orientere udlejer, så angrebet ikke bliver værre. I visse tilfælde kan du hæve lejemålet, men det kræver, at du først har givet udlejer en chance for at udbedre problemet.

Hvad siger loven?

Udlejer har ansvaret for at holde lejemålet i god stand, herunder at bekæmpe skadedyr som væggelus. Dette følger af lejelovens regler, som pålægger udlejer en vedligeholdelses- og renholdelsespligt – også hvis lejer (uvidende) selv tager væggelusene med hjem, fx fra en ferie. En dom fra Østre Landsret (U.2014.234Ø) fastslog:

” […] at udlejerens vedligeholdelses- og renholdelsespligt efter lejelovens § 19 [nu § 102 -red.] tillige indebærer en pligt for udlejer til at sørge for bekæmpelse af væggelus i ejendommen. […] 

Uanset om væggelus måtte være indbragt i ejendommen af L eller en person med tilknytning til hendes lejemål, findes det ikke godtgjort, at dette er sket ved en uforsvarlig adfærd, som pådrager L erstatningsansvar for væggelusangrebet efter lejelovens § 25 [nu § 149 -red.]”.

Men: Hvis du som lejer ophæver lejemålet på grund af skadedyr, skal du give udlejer en rimelig frist til at afhjælpe problemet. En nyere dom fra 2023 fandt, at lejers ophævelse var uberettiget, fordi udlejeren kun havde fået fire dage til at reagere, hvilket blev anset for utilstrækkeligt. Retten lagde vægt på, at udlejer ikke havde haft tid nok til at påbegynde en effektiv afhjælpning (TBB2024.250V). Samme dom fastslog, at udlejer tillige hæftede for sanering af lejers indbo og tøj.

Vores anbefaling:

1️⃣ Reager hurtigt: Giv skriftlig besked til udlejeren straks, hvis der opstår problemer som væggelus.

2️⃣ Samarbejd: Tillad udlejeren adgang til lejemålet og giv ham en realistisk frist til at løse problemet.

3️⃣ Søg rådgivning: Hvis du overvejer at hæve lejemålet, bør du få juridisk bistand, fx fra Lejernes Landsorganisation Danmark. Ophævelse uden tilsrækkligt juridisk grundlag kan blive dyrt. Måske er din bedste løsning slet ikke at ophæve, hvis du ikke hurtigt kan finde en anden bolig at flytte ind i. Tal med os og få et overblik.

Husk: Din udlejer har pligt til at handle, men du skal også give plads til løsningen.

Følg med for flere Juridiske Julegaver, hvor vi klæder dig på til at forstå dine rettigheder som lejer!

 

Samtykkestyringsplatform fra Real Cookie Banner