Juridiske Julegaver 17. december: Ulovlige Lejemål og Retlige Mangler

Forestil dig, at du opdager, at din lejebolig slet ikke er godkendt til beboelse. Det kan give problemer med boligstøtte, og pludselig sidder du med et hjem, der har en retlig mangel. Men hvad betyder det egentlig, og hvordan griber du sagen an?

To domme fastslår, at det selvfølgelig er en mangel at udleje et lejemål til beboelse, som ikke er godkendt til formålet af kommunen (der stilles typisk særlige krav til beboelseslejemål).

Retten i Aalborg (TBB2020.34B)
En lejer kunne ikke få boligstøtte, fordi lejemålet ikke var registreret i BBR som beboelse. Udlejer blev pålagt at betale erstatning for den tabte boligstøtte. Retten understregede, at manglende godkendelse til beboelse er en mangel, og at udlejeren har ansvaret for at sikre, at lejemålet er lovligt.

Vestre Landsret (TBB2023.471V)
En lejer fandt ved tilmelding til Folkeregistret ud af, at boligen ikke var godkendt til beboelse. Dette skete ca. tre uger efter indflytning. Hun påtalte problemet over for udlejer, men fremsatte aldrig et formelt påkrav eller krav om nedslag i huslejen. Hun forhørte sig dog løbende om, hvorvidt boligen var blevet godkendt.

Herefter blev lejeren boende i næsten tre år, inden hun ophævede lejemålet med fire dages varsel. Retten afviste, at lejeren kunne kræve afslag i huslejen eller ophæve aftalen uden varsel under disse omstændigheder.

Retten konkluderede desuden, at lejeren ikke havde godtgjort, at hendes brugsret var indskrænket. Dette er et bemærkelsesværdigt – og kritisabelt – resultat. Lejers brugsret er indskrænket, fordi hendes ret til at bruge ejendommen ikke lovligt kan udstrækkes til beboelse, selvom dette er anført i kontrakten.

Andre afgørelser fra erhvervslejerettens område når i øvrigt frem til det modsatte resultat. Eksempelvis kunne lejere ophæve og kræve erstatning for erhvervslejemål udlejet i strid med lokalplanen til “restauration/catering” (TBB2024.240V) og “saltterapi” (TBB2023.331B).

Hvad betyder det for lejere?

Et lejemål, der ikke er godkendt til beboelse, udgør en retlig mangel, men:

1️⃣ Reklamér straks, når du opdager problemet. Kræv eventuelt et forholdsmæssigt nedslag i lejen. Få evt. hjælp hos Lejernes Landsorganisation Danmark.

2️⃣ Giv udlejeren en frist for udbedring og kræv, at lejemålet bliver lovliggjort.

3️⃣ Dokumentér eventuelle økonomiske tab, såsom manglende boligstøtte.

Hvis du venter for længe med at reagere, risikerer du at miste retten til erstatning eller huslejenedsættelse.

Hvis du ikke er flyttet ind endnu:

Tjek altid BBR for at se om boligen er godkendt til beboelse, før du skriver under på lejekontrakten.

Bemærk at du ikke kan kræve erstatning, hvis du allerede vidste at boligen ikke måtte bruges til beboelse ved indflytning.

Følg med i Juridiske Julegaver for flere tips og praktiske råd i alle dage indtil jul.

 

Samtykkestyringsplatform fra Real Cookie Banner