En boligretssag i Horsens blev kompliceret, da en lægdommer blev erklæret inhabil, og der tilsyneladende ikke var flere kvalificerede lægdommere i retskredsen. Retten besluttede at udpege en lægdommer fra en anden retskreds, men landsretten satte foden ned (U.2024.2015Ø). Hvorfor?
Landsretten ophævede boligrettens kendelse med henvisning til lovens strenge regler om udpegning af lægdommere:
Ifølge lov om boligforhold § 94, stk. 1, og § 96, stk. 1 skal lægdommere udpeges fra lister, der specifikt knytter sig til den pågældende retskreds. Landsretten fandt, at både ordlyden og forarbejderne understøtter, at der ikke må gøres undtagelser.
Lovens ordlyd og forarbejder viser, at det ikke er nødvendigt, at lægdommere har specifik viden om det område, sagen vedrører. Det vigtigste er, at de er korrekt beskikket og udpeget i henhold til listerne. Landsretten understregede, at det ikke er muligt at vælge en lægdommer fra en anden retskreds – uanset hvor kvalificeret vedkommende måtte være.
Boligretten forsøgte at støtte sig til en undtagelse i retsplejelovens § 94, stk. 3, som giver mulighed for at vælge sagkyndige uden for de faste lister. Landsretten afviste dette, da reglerne i lov om boligforhold udgør et særskilt system, der ikke tillader afvigelser.
Denne afgørelse fastslår, at lovens regler for udpegning af lægdommere ikke kan tilsidesættes, selv i tilfælde hvor det kunne virke praktisk.
Det kan dog overvejes, om der kan udpeges nye personer i løbet af perioden, så længe indstillings- og udpegningsproceduren er overholdt.
Følg med i vores julekalender for flere juridiske indspark på lejerettens område!