Juridiske Julegaver 18. december: Udlejers plads er ikke altid lejerens problem.

Må din udlejer opsige dit lejemål hvis han påstår, at han har brug for din bolig til at udvide sin egen? Han siger, det er nødvendigt, men hvad hvis det viser sig, at han allerede har rigeligt med plads til at løse sine behov?

En aktuel dom fra Østre Landsret viser, at udlejers ønsker ikke uden videre kan opsige lejeren i sådan en situation.

Afgørelsen:

I sagen opsagde udlejeren lejerens bolig med henvisning til, at han havde brug for at sammenlægge boligen med sin egen for at indrette en handicapvenlig løsning. Udlejeren havde dog allerede 366 kvadratmeter bolig til rådighed, som kunne ombygges til formålet, og han havde kort tid før opsigelsen lejet en del af ejendommen ud til en anden. Landsretten slog fast, at opsigelsen ikke var rimelig ud fra en samlet vurdering af parternes forhold, jf. lejelovens § 172, nr. 2.

Hvad betyder det?

Sagen viser, at udvidelse af en udlejers egen bolig, hvor en lejebolig inddrages, kan tælle som “udlejeren ønsker selv at benytte det lejede” i henhold til lejelovens regler. Det er dog ikke tilstrækkeligt at udlejeren vil bruge boligen. Opsigelser af denne type skal også være rimelige i en vurdering af begge parters forhold. I denne sag var udlejers ellers tungtvejende behov for at gøre boligen mere handicapvenlig – ikke tilstrækkeligt. Det har efter rettens begrundelse haft betydning at udlejer ikke har dokumenteret hvorfor den påtænkte opsætning af handicaplift lige præcis behøvede at være på lejerens side og ikke på den side som udlejer bor i i forvejen.

Praktiske råd:

1️⃣ Undersøg udlejers begrundelse: Spørg ind til, hvorfor opsigelsen er nødvendig, og hvilke alternativer udlejeren har.

2️⃣ Søg rådgivning: Kontakt LLO eller en advokat, hvis du modtager en opsigelse, du mener er urimelig.

3️⃣ Dokumentér dine forhold: Sørg for at beskrive dine egne behov og udfordringer. Det skal ske en afvejning af begge parters forhold – ikke kun udlejers

Følg med for flere juridiske julegaver, hver dag frem til jul. 

 

Samtykkestyringsplatform fra Real Cookie Banner