j. nr. 2016-125                                          29. marts 2016

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K

Telefon: +45 61 98 40 00

E-mail: uibm@uibm.dk, høringssvar til byfornyelse@uibm.dk

 

 

Vedr.: Høring over udkast til forslag til lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer (målretning af byfornyelsesinstrumenterne mhp. at forbedre boliger og igangsætte udvikling af byer uden for vækstområder).

 

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet har d. 2. marts 2016 anmodet Lejernes LO om bemærkninger til ovenævnte lovforslag. Høringsfristen er den 29. marts 2016.

 

Med forslaget ønsker regeringen at styrke de byfornyelsesredskaber, som er mest relevante for de mindre byer og provinsbyer uden for vækstområderne, og samtidig foreslår regeringen en omprioritering af de statslige midler til byfornyelse i disse områder.

Med lovforslagets ændres de objektive kriterier, hvorefter de statslige midler til kommunernes udgifter til bygningsfornyelsesindsatsen (f.eks. istandsættelse eller nedrivning) fordeles. Midlerne målrettes i højere grad kommunerne uden for vækstområderne.

Der bliver afsat 70 mio. kr. af den eksisterende ramme til områdefornyelse til 4 kategorier af byer og områder, hvor der er en flerhed af væsentlige problemer, som skal håndteres gennem en helhedsorienteret indsats. 

Det foreslås mulighed for at opnå støtte til at ombygge tomme, offentlige bevaringsværdige bygninger til udlejningsboliger og at der kan gives støtte til at indrette nye byrum, hvor der eksempelvis er opstået et hul i husrække efter en nedrivning. Forslaget skal blandt andet understøtte tilpasning af de skrumpende bymidter i mange mindre byer.

Det foreslås endelig at forhøje den statslige refusion til istandsættelse, nedrivning m.v. i de mindre byer til 70 pct. i en 3-årig periode, og at den forhøjede refusion skal omfatte istandsættelse, nedrivning m.v. af bygninger, som ligger i byer med under 5.000 indbyggere.

Generelle bemærkninger til forslaget.

Lejernes LO har forståelse for regeringens intentioner, men finder omprioriteringen fuldstændig forkert. Statens udgifter til byfornyelse blev i finansloven for 2016 og frem reduceret med 75 mio. kr. årligt. Regeringen sparer og omlægger statens udgifter til byfornyelse, så der fokuseres mere på områder uden for de store byer. Besparelsen på byfornyelsesmidlerne svarer til en reducering med 25 %, således at staten nu kan nøjes med at give 207 millioner kroner om året til byfornyelse. I 90-erne støttede staten udgifterne ved byfornyelse for både ejere og lejere og bevillingerne var væsentlig højere.

Besparelsen kommer især til at ramme Københavns Kommune. Kommunen oplyser, at den stadig har omkring 4.000 boliger med toilet på bagtrappen og omkring 23.000 boliger, hvor der ikke er bad i lejligheden.

Moderniseres en privatejet udlejningsejendom med en bedre klimaskærm, for eksempel isolering, eller ved indbygning af toilet kan udgiften til moderniseringen efter gældende lejelov fuldt ud lægges på lejernes husleje.

I det omfang, at arbejderne indeholder både vedligeholdelsesarbejder og moderniseringsarbejder kan udlejer forhøje huslejen, således at den dækker moderniseringsarbejderne.

Moderniseres en ejendom med nye vinduer med 3 lag termoglas indeholder arbejdet efter lejeloven både en moderniseringsudgift og en vedligeholdelsesudgift. Moderniseringsudgiften giver lejeforhøjelse, medens vedligeholdelsesudgiften skal dækkes af lejernes lovpligtige betaling over huslejen til den løbende vedligeholdelse. Ellers ville lejerne komme til at betale for vedligeholdelsesarbejderne to gange.

 

Grundlæggende skal ejeren af en udlejningsejendom selv fuldt ud afholde udgifterne til genopretning af et vedligeholdelsesefterslæb i en privat udlejningsejendom. Et vedligeholdelsesefterslæb opstår, når udlejeren igennem længere tid har undladt at vedligeholde ejendommen. Ejerens udgift til løbende vedligeholdelse kan og skal finansieres af lejernes henlæggelser til vedligeholdelse. Lejerne skal ikke betale vedligeholdelsesefterslæbet. Udlejeren har som rationel investor fået et afslag i købsprisen af en udlejningsejendom, som modsvarer et eventuelt vedligeholdelsesefterslæb på ejendommen. Dette er sædvane ved handel med private udlejningsejendomme.

 

Men ofte lader udlejeren som om denne sammenhæng ikke eksisterer. Derfor er der på en del udlejningsejendomme stadig et væsentligt vedligeholdelsesefterslæb. For at fremme udlejerens lyst til at udbedre vedligeholdelsesefterslæbet er den offentlige støttede byfornyelse indrettet sådan, at kommunen kan give tilsagn om økonomisk støtte til udlejeren i det omfang, hvor udlejeren ikke selv har mulighed for at egenfinansiere udgifterne til genopretning af ejendommen. Staten refunderer halvdelen af den kommunale støtteudgift. Lejerne får ikke nogen støtte, de skal efter byfornyelsesloven fuldt ud betale for alle forbedringer.

Når regeringen skærer ned på de byfornyelsesmidler, der skal gå til at klare de tunge byfornyelsesopgaver, betyder det, at flere private udlejere ikke kan magte byfornyelsesopgaven. Det rammer lejerne, og derfor vil en beskæring af byfornyelsesmidlerne i storbyerne forsinke tidsvarende klimaskærme, og tidsvarende installationer i form af toilet og bad i lejlighederne.

De private udlejere kender denne problemstilling. Desværre er de private udlejere ikke voldsomt interesserede i at bruge vedligeholdelsesmidler på vedligeholdelsesdelen af en energiforbedrende investering, for eksempel nye bedre vinduer, de vil hellere bruge vedligeholdelsesmidlerne på den vedligeholdelsesudgift, der opstår, hver gang de moderniserer en lejlighed ved genudlejning.

De private udlejeres organisationer har nogle gange påpeget, at det er gennem reglerne om en friere lejefastsættelse ved modernisering ved genudlejning (en såkaldt Brl. § 5 stk. 2 modernisering), at vi har fået en forbedring af boligstandarden i lejlighederne i byen. Kort sagt, udlejerne vil gerne påpege, at de friere huslejeregler betyder, at mange lejligheder moderniseres, og at det er ved disse moderniseringer ved genudlejning, at der laves rumforandringer, der giver mulighed for bad og et større køkken, således at standarden i boligmassen løftes.   

Lejernes LO efterlyser evidens for denne påstand. Efter vores erfaring omfatter langt de fleste Brl. § 5 stk. 2 moderniseringer ikke installation af bad og toilet, men typisk udskiftning af eksisterende badeværelser og køkkener med badeværelser og køkkener i mere fancy udformning, og med flere moderniteter.

Derfor svigter regeringens omprioritering af byfornyelsesmidlerne lejerne i de dårlige ejendomme i storbyerne.

I stedet for at skære i midlerne til byfornyelse i storbyen, burde regeringen have en ambition om at reducere antallet af boliger uden eget bad og antallet af boliger uden eget toilet.

Byfornyelseslovgivningen burde ændres, således at kommunen, såfremt et flertal af lejerne i en ejendom ønsker det og såfremt ejendommens økonomi tillader det, kunne pålægge en udlejer at byforny ejendommen med tidsvarende toilet og badefaciliteter og/eller en tidsvarende energiskærm. Udlejer ville efter de gældende regler kunne få et væsentligt tilskud til den vedligeholdelsesmæssige udbedring. Lejerne kunne, såfremt det drejer sig om energimæssige forbedringer, efter de gældende regler også opnå et tilskud, der nedsætter huslejeforhøjelsen.

 

Med venlig hilsen

 

Helene Toxværd,

Formand for Lejernes LO

Pdv

Jesper Larsen

Cheføkonom, Lejernes LO

 

                                             

Vedrørende L 113 forslag til lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, lov om individuel boligstøtte, integrationsloven og forskellige andre love.

(Kontanthjælpsloft, 225-timersregel, ferie til uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere m.v).
 

Pia Scott Hansen

Chefkonsulent

Hermed  høringsvar fra Lejernes LO vedr. høring over bekendtgørelse om vedligeholdelsesplaner for private udlejningsejendomme (MBBL Id nr.: 587903)

Til bekendtgørelsens:

§ 2, stk. 3. Det fremgår, at planerne alene skal fremsendes til lejerne efter anmodning. Det ville være ønskeligt om planen lå tilgængelig på GI’s hjemmeside, eller udlejer havde pligt til at fremsende den uden anmodning. Hvad er konsekvensen, hvis udlejer undlader at efterkomme anmodningen? Nævnssag efter § 18 a, stk. 2? Det vil koste lejer et nævnsgebyr for indbringelse og trætte/belaste nævnet.

§ 3, stk. 2  I hvilket omfang kan man aftale fravigelser af bestemmelsen i § 3, stk. 2? Kunne man forestille sig at BR og udlejer aftaler ikke at holde et fysisk møde, men have drøftelser pr. mail?

§7, stk. 2. Vedligeholdelsesplanen disponerer de midler, lejerne betaler til den udvendige vedligeholdelseskonto.  Det er afgørende for lejernes forståelse af vedligeholdelsesplanen, at den (som i den almene udlejningssektor), skal opdele de planlagte arbejder i arbejder, der påtænkes udført udvendigt på ejendommen (tag, facade, vinduer, opgang etc.) og i arbejder, der påtænkes udført indvendigt i ejendommen (dvs. fx den lejelovsmæssige vedligeholdelsesdel af moderniseringen af køkkener og badeværelser). Dette er grundlæggende relevant for at forstå, hvorledes ejendommens ressourcer til vedligeholdelse anvendes. Især da det er LLO bekendt, at ca. 40 % af lejernes henlæggelser til udvendig vedligeholdelse (§ 18 og § 18b) anvendes til at finansiere vedligeholdelsesdelen af modernisering af lejlighederne indvendigt ved genudlejning. Står der på vedligeholdelseskontoen primo året 10 mill. kr., vil en gennemsnitsudlejer anvende ca. 4 mill. kr. til at finansiere indvendige arbejder i køkkener og badeværelser helt i overensstemmelse med lejelovgivningens sondring mellem vedligeholdelse og forbedring i forbindelse med en modernisering.

Lejerne vil uden en sådan opdeling af de påtænkte arbejder fuldstændig misforstå vedligeholdelsesplanen, hvis de fx tror, at de af den kan aflæse, hvor meget udlejer har til rådighed til udvendige arbejder på ejendommen i de kommende år. Derved bliver vedligeholdelsesplanen ikke bare meningsløs, men direkte vildledende.

Skal  §7, stk. 2 i øvrigt forstås som et indholdsmæssigt minimumskrav, og kan man forestille sig at planer, der ikke opfylder dette mindstekrav ikke kan for anses at være udarbejdet i overensstemmelse med bekendtgørelsen?

§ 10 Det bør præciseres, at nævnet i fald udlejer fremsender planen under nævnssagen, alligevel skal træffe afgørelse om, for hvilken periode udlejer ikke kan oppebære vedligeholdelseshensættelserne. Nævnet skal således ikke blot afslutte sagen, hvis udlejer fremsender planen til lejer, men skal under alle omstændigheder træffe afgørelse i sagen.     

Det er oplyst LLO, at Grundejernes Investeringsfond vil udarbejde en vejledende vedligeholdelsesplan, burde ministeriets bekendtgørelse ikke også oplyse herom.

 

Med venlig hilsen

 

Helene Toxværd

Formand, Lejernes LO

pdv

Jesper Larsen

Cheføkonom, Lejernes LO

AS                               2015-1756                   10.08.2015     

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet

Slotsholmsgade 10 1216 København K

Sendt pr. e-mail til mbbl@mbbl.dk,  lag@mbbl.dk og  mpk@mbbl.dk

Høringssvar på vejledning om ind- og fraflytningssyn, istandsættelse og vedligeholdelse i private udlejningsejendomme.

Indledning:

Vi takker for at have fået denne vejledning i høring, og der vores opfattelse at vejledningen hjælper på forståelsen af den nye lejelov (lov nr. 320 af 30/03 2015).

Lovændringen har givet anledning til en del spørgsmål om lovændringernes påvirkning af eksisterende lejeforhold, de såkaldte intertemporale retlige spørgsmål. Vejledningen tager stilling til nogle af disse spørgsmål, men vi er ikke enig i fortolkningen heraf og vi mener ikke at vejeledningen er fyldestgørende på dette punkt.

Det ville muligvis være formålstjenesteligt for de som anvender loven, at ministeriet udfærdigede et notat om den nye lejelovs betydning for kontrakter, der er indgået før lovens ikrafttræden.

Vi bemærker, at lejer ved sin indflytning under alle omstændigheder må udfærdige sin egen liste over mangler.

Vi har i det følgende vedlagt vores uddybende kommentarer.

Ad 2.2 Hvem har pligt til at afholde indflytningssyn?

Det anføres i afsnit 2.2. at ”Ændringslovens bestemmelser om indflytningssyn har virkning for lejeforhold, hvor lejeperioden starter efter lovens ikrafttræden den 1. juli 2015.”

Det bemærkes dertil at de øvrige lovændringer får virkning fra kontraktens indgåelse, og ikke nødvendigvis indflytningstidspunktet. Det synes mærkværdigt at der skulle være en fravigelse fra denne regel i dette tilfælde.

Ad 2.5 Lejerens reklamation over mangler ved indflytning

Det bemærkes at lejer under alle omstændigheder bør lave sin egen indflytningsmangelliste og sende denne til udlejer således, at denne har den i hænde inden 14 dage, jf. LL § 14.

Det bemærkes dog at det kan virke misvisende at lejer skal påtale ”mangler”, da lejemålets stand ikke nødvendigvis er mangelfuldt, såfremt det ikke er malet indenfor 4 år, men lejer bør under alle omstændigheder anføre lejemålets stand i sin rapport, uanset dette ikke udgør en mangel på indflytningstidspunktet af hensyn til dokumentation af lejemålets stand ved fraflytning.

Det er vores forhåbning, at vejledningen indeholder en opfordring hertil.

Ad 3.2. Hvem har pligt til at afholde fraflytningssyn?

Det anføres i afsnit 3.2 ”Pligten til at afholde fraflytningssyn gælder efter de nye regler i lejelovens § 98, stk. 3 og 4, for udlejere, som udlejer mere en end én beboelseslejlighed på det tidspunkt, hvor fraflytningssynet afholdes. Dette indebærer, at ændringer i antallet af beboelseslejligheder, som udlejes af udlejeren, kan medføre, at pligten til at afholde fraflytningssyn opstår hhv. bortfalder.”

Det anførte vedrører retstillingen ved ændringer i udlejers forhold i lejeperioden, og hvilken betydning dette har for lejers retstilling. Det er vor opfattelse at lejers retstilling i perioden ikke kan forværres, som følge af ændringer i udlejers forhold, med mindre der er direkte hjemmel i loven hertil. Der henvises til Grubbe og Edlund i bogen ”Boliglejeret” (2008) s. 328:

”Ét må dog ligge fast, nemlig at opsigelsesadgangen bestemmes af forholdene, således som disse var på tidspunktet for indgåelse af lejeaftalen. Det er her parterne indretter sig efter hvilke opsigelsesvilkår der skal være gældende mellem dem, således at mere eller mindre tilfældige efterfølgende omstændigheder ikke kan ændre herved.”

Det er vor opfattelse, at der kan sluttes analogt fra det af Grubbe og Edlund anførte om opsigelsesret til spørgsmålet om udlejers pligter ved fraflytningssyn, da det i begge tilfælde omhandler ændringer i udlejers forhold og disses påvirkning af lejeaftalen.

Vi håber at ministeren vil ændre vejledningen i overensstemmelse med ovenstående.

Ad 3.5.1 Udlejere, der har pligt til at afholde fraflytningssyn.

De anføres i afsnit 3.5.1 at:

”Er den gældende frist på 2 uger for udlejeren til at fremsætte krav om istandsættelse, jf. lejelovens § 98, stk. 2, fraveget ved aftale i et lejeforhold, som er gældende på ændringslovens ikrafttrædelsestidspunkt, er det imidlertid denne frist, som gælder. I sådanne tilfælde vil reklamationsfristen kunne udløbe på et tidspunkt, der ligger efter synets afholdelse, og udlejeren vil derfor kunne rejse krav om istandsættelse efter fraflytningssynet og frem til fristens udløb.”

Det bemærkes at det ovenstående ikke er i overensstemmelse med ordlyden i den vedtagne lov, hvorefter de nye regler om fraflytningssyn er gjort ufravigelige jf. LL § 99 a.

Endvidere fremgår det af bemærkningerne til lovforslaget som fremsat ved førstebehandling under punkt ”til punkt 54” (s. 52) at ”De foreslåede bestemmelser får virkning for fraflytninger efter lovens ikrafttræden”.

Der er således taget stilling til spørgsmålet om hvilke regler der skal være gældende for nye fraflytninger fra lovgivers side og der synes ikke at være holdepunkter for det i vejledningen anførte (som refereret ovenfor). Vi antager derfor at vejledningen ændres i overensstemmelse med lovens ordlyd og bemærkninger.

Endvidere finder vi det formålstjenesteligt hvis vejledningen indeholder en stillingtagen til hvad der sker såfremt det i kontrakten er aftalt at der ikke sker fraflytningssyn (som det kan være tilfældet med Typeformular A 8 § 7, s. 4)

Ad 4.6 Den konkrete vurdering af lejerens pligt til istandsættelse ved fraflytning.

Det anføres i afsnit 4.6 at:

”Da lejeren imidlertid ikke kan tilpligtes at sætte det lejede i bedre stand end ved overtagelsen, jf. lejelovens § 98, stk. 1, 3. pkt., må udlejerens krav på istandsættelse dog reduceres skønsmæssigt, så lejeren efter en samlet helhedsvurdering ikke kommer til at betale for istandsættelse, som bringer det lejede i væsentlig bedre stand end ved overtagelsen.

Der vil selvfølgelig være en margin for det skøn, der betyder, at lejeren efter omstændighederne kommer til at sætte det lejede i bedre stand end ved overtagelsen.

For lejemål, som overtages nyistandsat, vil lejerens istandsættelsespligt bero på en vurdering af de faktiske forhold med henblik på at fastslå istandsættelsesbehovet. Det må dog antages, at lejeren efter en lejeperiode af sædvanlig længde som hovedregel vil skulle istandsætte, så lejemålet fremstår som ved overtagelsen, det vil sige svarende til nyistandsættelse.”

Det synes ikke fornuftigt at anføre at lejeren kan komme til at sætte det lejede i bedre stand end ved overtagelsen, ”efter omstændighederne”, da dette ikke harmonerer med LL § 98, stk. 1, 3. pkt., som i øvrigt er ufravigelig jf. § 99 a.

Det er endvidere problematisk at nævne, at der som hovedregel vil kunne kræves udbedring svarende til nyistandsættelse efter en sædvanlig lejeperiode.

Efter lejelovsændringerne vil det udelukkende være et spørgsmål om hvorvidt det er påkrævet, jf. LL § 19, stk. 2 og det er derfor meget vanskeligt at sige noget generelt om hvornår dette er tilfældet.

Vi henstiller derfor til at der ikke anføres en ”hovedregel” i denne sammenhæng. Vi bemærker desuden at der er forskel på hvor ofte en væg og en radiator skal males, da der er tale om forskellige typer maling med forskellig holdbarhed.

Endeligt antager vi at en ”sædvanlig lejeperiode” udgør 7-10 år.

 

Med venlig hilsen.

 

Lejernes LO

Helene Toxværd

Landsformand

 

 

Skatteministeriet  Nicolai Eigtveds Gade 28  DK 1402 – København K  Telefon +45 33 92 33 92  Mail skm@skm.dk  www.skm.dk

 

Høringssvar til email: juraogsamfundsoekonomi@skm.dk og pel@skm.dk med angivelse af journalnummer 15-3135149.

 

Vedrørende: Høring over udkast til forslag til Lov om ændring af lov om kommunal ejendomsskat og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner 

(Fastfrysning af grundskyld for ejerboliger i 2016)

 

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har i forbindelse med finansloven for 2016 indgået aftale om en målrettet fastfrysning af grundskylden for ejerboligejere, der ellers ville opleve en stigning i skattebetalingen i 2016. 

 

Ovennævnte lovforslag, som gennemfører aftalen, indeholder følgende elementer:

 

Nominel fastfrysning af grundskylden. Reguleringsprocenten for loftet over stigningen i grundskylden nedsættes fra 6,6 pct. til 0 pct. for 2016, således at den afgiftspligtige grundværdi for 2015 videreføres til 2016. 

 

Fastfrysningen omfatter alle ejerboliger. Fastfrysningen vil omfatte alle ejerboliger, som efter vurderingsloven vurderes i ulige år. Det er bl.a. parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse. 

 

Den lavere grundskyld vil komme boligejerne til gode i forbindelse med opkrævningen af grundskylden for 2. halvår 2016. I 2017 vil loftet over stigningen i grundskylden desuden betyde, at grundskylden maksimalt kan stige med mellem 3 og 7 pct. i forhold til 2015 og 2016. Boligejerne vil derfor også kunne opleve en besparelse i 2017 og efterfølgende år. 

 

Forslaget om en fastfrysning af grundskylden for ejerboliger skønnes ifølge forslagsstiller at medføre et umiddelbart mindreprovenu på ca. 755 mio. kr. i 2016. Efter tilbageløb og adfærd skønnes mindreprovenuet at udgøre ca. 570 mio. kr.

 

En fastfrysning af grundskylden i 2016 har afledte, men aftagende provenumæssige konsekvenser de efterfølgende år som følge af reglerne om stigningsbegrænsning. Den varige virkning skønnes på den baggrund til et mindreprovenu på ca. 75 mio. kr. årligt efter tilbageløb og adfærd.

 

Lejernes LO skal hermed protestere mod denne ensidige lettelse i beskatningen af boligejerne. 

Ejere af udlejningsejendomme er undtaget lovforslaget, og dermed får lejerne ingen lettelse i grundbeskatningen.  

 

Mange er ikke klar over, at udlejer over huslejen fuldt lovligt opkræver de grundskatter, som kommunen pålægger grundejeren. Udlejeren tager kapitalgevinsten ved stigende vurderinger, lejerne betaler de heraf følgende stigende skatter.

 

Det er også udlejeren, der suverænt bestemmer, om der skal klages over en vurdering.  

 

Skattelettelsen er tilrettelagt, så den alene gavner boligejerne. Beregningerne fra Skatteministeriet viser, at det koster 755 millioner. Det havde kun kostet 225 millioner kroner mere at inkludere lejere og andelshavere.

 

Den ensidige skattelettelse til boligejerne skal ses i lyset af, at de offentlige mindre indtægter som følge af ejendomsværdiskattestoppet, samt en generel nedsat ejendomsværdiskat i forhold til den af vismændene beregnede korrekte ejendomsværdiskat, udgør en væsentlig økonomisk støtte til ejerboligen. Skatteministeriet har beregnet støtten til i året 2015 at udgøre 20 mia. kr. i umiddelbar virkning, og 15 mia. kr. efter tilbageløb. Det er mange penge, og det er langt mere end de tabte offentlige skatteindtægter, som følge af, at huslejereguleringen betyder lavere lejeindtægter og dermed mindre skatteindtægter fra udlejerne.

   

Skattefri kapitalgevinster er endnu en økonomisk lettelse til ejerboligen. Der findes ingen aktuelle officielle beregninger over skatteprovnue-tabet.  På kort sigt er beregningen ikke interessant, da ejerboligpriserne svinger voldsomt. På lang sigt vil der ifølge ældre analyser være tale om skattefrie reale kapitalgevinster på årligt ca. 0,9 %. Beskattes denne gevinst med 22 % (selskabsskatten 2016), vil det svare til en provenugevinst på mellem 2 mia. kr. til 8 mia. kr. årligt, afhængigt af, hvorledes der korrigeres for forbedringen udført af ejeren.

 

Boligjobordningen har kostet skatteyderne 1,4 mia. kr. i 2014. Den skulle fremme beskæftigelsen og mindske sort arbejde.  Den blev indrettet, så det var uhyre svært for lejerne at bruge den.  Skatteministeriet har da også oplyst, at kun 16 % af midlerne gik til en lejer.  

 

Den nye boligjobordningen 2016 og 2017 forventes at koste skatteyderne 400 mio. kr. årligt. Den nye ordning indeholder samme barrierer for lejerne, dog er den suppleret med en efter Lejernes LO’s opfattelse ganske nyttig tilskudsordning til lejere og udlejere i den private udlejningsboliger, der desværre kun er på 50 mio. kr. årligt.

 

Ofte fremføres det, at den individuelle boligstøtte, boligsikring og boligydelse, kompenserer  lejerne for støtten til boligejerne. Det er ikke rimeligt, idet den individuelle boligstøtte har et socialpolitisk formål, der skal sikrer, at lejere med lav indkomst kan opretholde et rimeligt boligforbrug. Det er en social velfærdsydelse, som kostede skatteyderne 14 mia. kr. i 2014. Udgifterne stiger, fordi der bliver flere ældre og fordi huslejeniveauet i Danmark er steget og fortsat stiger voldsomt.    

 

Huslejereguleringen, som styrer huslejen i de ældre privatejede boliger og i de almene lejeboliger, er ikke bare en social og en bypolitisk foranstaltning, der skal modvirke en ensidig beboersammensætning og en gentrificering, det er også en ”fairness” regulering, der skal modsvare den indirekte støtte til ejerboligen i form af en ikke økonomisk korrekt lav ejendomsværdibeskatning af ejerboligen, samt det forhold, at ejerboligen er fritaget for beskatning af kapitalgevinster.  

 

Samlet set må Lejernes LO beklage, at regeringen og dens støttepartier fører en meget skæv fordelingspolitik, der alt for ensidigt tilgodeser boligejerne.

 

 

 

Med venlig hilsen

 

Helene Toxværd, Formand

Lejernes LO

 

/ Jesper Larsen

Cheføkonom

Lejernes LO