Juridiske Julegaver 10. december: Hvis udlejer lægger ud for dit forbrug.

Hvis du som lejer flytter ind i en bolig, er det normalt udlejeren, der leverer varme. Men hvad sker der, hvis der i lejekontrakten står, at du selv skal tilmelde dig hos forsyningsselskaberne – og du ikke gør det?

I en sag fra Vestre Landsret (TBB2024.753V) betalte udlejeren i flere år regningerne for el og varme, selvom det fremgik af lejekontrakten, at dette ikke var udlejers pligt. Efter nogle år krævede udlejeren refusion. Retten skulle tage stilling til, om udlejeren kunne kræve beløbet tilbagebetalt, og om reglerne om forbrugsregnskaber fandt anvendelse i den forbindelse.

Afgørelsen

Vestre Landsret fastslog, at lejerne ikke havde løftet bevisbyrden for, at aftalen om forbrug var ændret – hverken stiltiende eller udtrykkeligt. Lejerne havde derfor pligt til selv at tilmelde sig forsyningsselskaberne, og udlejeren kunne kræve refusion for de udgifter, han havde lagt ud for. Kravet blev vurderet efter dansk rets almindelige regler og ikke lejelovens regler om aflæggelse af forbrugsregnskaber.

Hvis udlejeren skal levere varme

Sagen havde set anderledes ud, hvis det var aftalt, at udlejeren skulle levere varme. I sådanne tilfælde gælder lejelovens regler om forbrugsregnskaber, som blandt andet sikrer lejeren transparens og rimelighed i opgørelsen.
Det er nemlig normalt, at varme leveres af udlejeren, da det sjældent kan være en del af huslejen.

Hvad betyder sagen for lejere og udlejere generelt?

1️⃣ Hvis det er aftalt, at lejeren selv skal stå for forbrug, gælder lejelovens regler om forbrugsregnskaber ikke. Kig i din lejekontrakt (under § 5).

2️⃣ Hvis udlejeren leverer varme (som er det mest almindelige), skal lejelovens regler om aflæggelse af varmeregnskab overholdes nøje.

3️⃣ Varme kan normalt ikke inkluderes som en del af huslejen, hvilket gør klare aftaler og opgørelser nødvendige.

Praktiske råd

1️⃣ Tjek lejekontrakten grundigt. Hvis det er din pligt at tilmelde dig forsyningsselskaberne, så sørg for at gøre det straks ved indflytning. Hvis forsyningsselskabet nægter, så få det på skrift.

2️⃣ Dokumentér ændringer i aftalen. Det kræver ofte væsentlig dokumentation at bevise, at udlejeren stiltiende har ændret vilkårene i lejekontrakten.

3️⃣ Planlæg økonomien. Hvis forbrug ikke er en del af lejeaftalen, så husk at sætte penge til side til at betale det, og vær opmærksom på, at dine udgifter til boligen ikke (som normalt) fremgår af a conto-bidrag.

Følg med i morgendagens Juridiske Julegaver, hvor vi dykker ned i endnu flere juridiske problemstillinger og praktiske lejeretlige tips!

 

Samtykkestyringsplatform fra Real Cookie Banner