Hvem er Lejernes LO Hovedstaden

Vi er en engageret og aktiv organisation, som arbejder for, at det skal være godt og trygt at bo til leje

Det at bo godt drejer sig ikke kun om at have en velholdt og moderne lejlighed. Det drejer sig også om at bo i et attraktivt område med aktivitet, institutioner og grønne områder.

Lejernes LO Hovedstaden repræsenterer ca. 40.000 husstande eller omkring 80.000 personer i hovedstaden. Det er lejere i almene boliger, i private udlejningsejendomme og lejere af erhvervslejemål.

Cirka. 34.500 husstande er tilknyttet os gennem deres beboerrepræsentationer eller bestyrelser i andelsboligforeninger eller almene afdelinger. Mere end 5.500 husstande er tilknyttet gennem individuelt medlemskab.

Lejernes LO Hovedstaden er en afdeling i LLO Forbundet – LLO Danmark. Vi har siden 1917 forsvaret lejernes interesser ved at arbejde på at få gennemført en rimelig lovgivning, ved at rådgive vores medlemmer og ved at føre deres sager i nævn, Ankenævn og retssystemet.

Ud over at rådgive vores medlemmer, arbejder vi politisk med en lang række spørgsmål, typisk i et tæt samarbejde med LLO-forbundet.

 

Lejernes LO Hovedstadens politiske holdninger og mål

Lejernes LO Hovedstaden arbejder for, at alle borgere i hovedstadsområdet har mulighed for at leje en tidssvarende lejebolig til en udgift, som er baseret på boligens omkostninger. Det er vores holdning, at det er velfærdssamfundets opgave at sikre tilstrækkeligt med gode og betalelige lejeboliger.

Når det gælder de forskellige boligformer har Lejernes LO Hovedstaden følgende holdninger:

 

Privat udlejningsbyggeri

Den private udlejningsbolig giver en fleksibilitet, som er nødvendig i et moderne samfund med stor geografisk og beskæftigelsesmæssig mobilitet.

Den private udlejningssektor har kun en eksistensberettigelse, hvis den kan tilbyde betalbare og velholdte boliger. En privat udlejningssektor, som kun kan tilbyde boliger til samme omkostninger som ejerboliger, har heller ingen berettigelse, og vil kun kunne eksistere så længe der mangler boliger.

Det skal sikres, at den private udlejningssektor tilbyde sine lejere de samme demokratiske rettigheder, som man ser i det øvrige samfund. Det drejer sig om retten til at bestemme over egen bolig og retten til i fællesskab med de øvrige beboere at have indflydelse på den ejendom, man bor i.

Lejelovgivningen bør beskytte lejere i langt højere grad end det er tilfældet i dag. Selv om loven teoretisk yder lejerne en udstrakt beskyttelse, er der mange muligheder for at chikanere og genere lejere, som kræver deres ret. Det bør derfor være lettere at fradømme personer eller selskaber retten til at eje og eller administrere andres boliger.

Den private udlejningssektor er i dag kun delvist reguleret. Ejendomme opført efter 1991 er ikke underlagt nogen form for huslejeregulering. Dele af den ældre udlejningssektor er ikke reguleret nævneværdigt, fordi lejelovgivningen giver mulighed for at øge prisen for lejeboliger med reguleret leje til en leje som ligger på højde med den frie leje- via moderniseringer ved genudlejninger. Det er Lejernes LO Hovedstadens holdning at disse forhold straks bør ændres.

 

Den almene lejeboligsektor

Den almene lejebolig er en god boligform med mange kvaliteter både for den enkelte og for samfundet.

Sektorens udstrakte beboerdemokrati og viljen til at løse boligsociale problemer gør den til en uundværlig del af det danske boligmarked.

Beboerdemokratiet kan i visse situationer have trange vilkår. Især kan beboerne have svært ved at slå igennem over for de professionelle administratorer. Lejernes LO Hovedstaden vil styrke indsatsen for, at lejerne i den almene sektor opnår deres fulde demokratiske rettigheder.

Det er også vores holdning, at den enkelte beboer skal have størst mulig indflydelse på sin bolig og sit boligområde. Begrænsninger i lejerens rådighed bør som hovedregel kun accepteres, hvis de er nødvendige af hensyn til andre beboere eller til det omgivende samfund.

 

Vi mener, at:

Ved nybyggeri af almene boliger skal der lægges vægt på at bygge mange forskellige typer lejligheder inden for den samme bebyggelse, således at man også i fremtiden kan tiltrække forskellige typer mennesker.
Ved større renoveringer skal der i langt højere grad lægges vægt på lejernes ønsker. Målet må være et varieret udbud af forskellige typer boliger indenfor den enkelte bebyggelse. Beboerindflydelsen skal ikke blot omfatte valg af fliser og køkkenlåger, men også mere grundlæggende forhold som størrelse og ruminddeling, såfremt disse er inddraget i projektet.

Samtykkestyringsplatform fra Real Cookie Banner