Mød en mishandlet almen bebyggelse

Altanerne har manglet i noget tid og er bare seneste problem i bygningen. Ingen ved helt, om der nogensinde er penge til den nødvendige renovering. Foto: LLOH.HEIC

Tranehavegård i Sydhavnen er en almen boligafdeling fanget i en spændetrøje af mangel på renovering, høje huslejer og en evig strøm af kommunale anvisninger af udsatte borgere. Hvor er hjælpen, spørger beboerformand Iris Joensen.

På mange måder er Tranehavegård i Sydhavnen en solstrålehistorie. Det er en blandet bebyggelse fra midten af 1940’erne, som igennem årtier har mestret at rumme en meget blandet beboerskare. Helt uden særlig støtte, men alene ved godt naboskab og frivillige kræfter.

Nu har de højere magter har besluttet sig for at teste, hvor robuste bygningerne og beboerne er.

På trods af flere advarsler til de ansvarlige myndigheder, også fra LLO Hovedstaden, fortsætter en påtvungen kurs lige ind i et isbjerg. Bare uden dyre drinks og et glamourøst hornorkester. For i Tranehavegård bor kun mennesker med psykiske eller fysiske lidelser, tidligere kriminelle, kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, studerende og pensionister.

Altaner falder ned
Der er hul i taget. Faldstammerne er udtjente, badeværelserne er utætte, og vinduerne er rådne. Altanerne er alle pillet ned. Kommunen var bange for, at de begyndte at ramle ned af sig selv som overmodne æbler på hundredvis af kilo i en efterårsstorm. Facaderne står derfor tilbage med gabende åbninger som et koparret, træt og forslået ansigt.

Alligevel betaler en beboer i en toværelses lejlighed på 65 kvadratmeter cirka 8.000 kroner om måneden i husleje. Det er på niveau med en privat udlejningsbolig andre steder i Hovedstaden med nyt køkken og bad. I Tranehavegård er køkken originalt fra opførelsen for over 80 år siden, godt patineret. Badeværelserne blev renoveret i begyndelsen af 90’erne, men beboerne siger, at de også er nedslidte.

Dyrt forfald
Sådan ser tilstanden ud i Tranehavegårds 411 lejligheder fordelt på ti blokke i Københavns delvist gentrificerede Sydhavnen. Nedslidt og dyrt.

Forklaringen rækker årtier tilbage. Københavns Kommune ejede oprindeligt bygningerne, der var til ældre på aldersrente. Det svarer til dagens folkepension. Kommunen solgte i slutningen af 1980’erne Tranehavegård til boligforeningen 3B til en pris, der ifølge direktør Claus Højte fra LLO Hovedstaden allerede dengang var meget høj.

Kombineret med 1980’ernes historisk høje renter på over ti procent betød det en husleje, der aldrig har afspejlet boligernes stand. Og af tekniske grunde i Almenboligloven er fortidens handel blevet et gældsbrændemærke for evigt i Tranehavegård.

Når de dyre lån i bebyggelsen bliver betalt ud, falder beboernes huslejer ikke, som de ellers kunne håbe. Pengene indbetales i stedet til Landsbyggefonden. En form for fælles bank for de mange almene lejere og boligforeninger i Danmark.

Den eneste udvendige forbedring siden Tranehavegårds opførelse under 2. verdenskrig er nye vinduer, monteret i begyndelsen af 1990’erne. De er nu over 30 år gamle og fortsat husets nyeste eksteriør.

1B. Tranehavegård før altanerne forsvandt. I baggrunden Carlsbergbyen. Foto Erik Nicolaisen Høy, Københavns Stadsarkiv.

“Beboerne må klare sig selv”
Samtidig har Københavns Kommune i praksis brugt Tranehavegård som en overfyldt socialpsykiatrisk parkeringsplads. Indtil for et år siden var anvisningsprocenten fra kommunen 100 — ikke hver tredje bolig, som er standard i andre almene bebyggelser i København.

I mere end 40 år er mange af kommunens mest sårbare borgere sendt til Tranehavegård. Beboerne og de frivillige i afdelingsbestyrelsen bør have gjort sig fortjent til hæder og medaljer: I årtier har de suppleret kommunens botilbud i området med en social naboindsats. Og det er selvom en udadreagerende skizofren, der er uden sin medicin, er en udfordring for enhver nabo, uanset om adressen er i en almen boligforening, andelsforening eller ejerboligforening.

Beboerformand Iris Joensen fortalte til Lejerfestival sidste år om succes med at få beboere med psykiske udfordringer til at deltage i sociale aktiviteter. Og det er uden, der fra kommunen er fulgt så meget som et kaffebudget med til beboernes aktiviteter. Så frivillig er indsatsen.

“Men nu, hvor vi har brug for hjælp, må beboerne i Tranehavegård klare sig selv,” siger Iris Joensen. “De af beboerne, der i dag ikke får den forhøjede boligstøtte, bliver simpelthen tvunget ud af ejendommene på grund af høje huslejer.”

10.000 om måneden — og køkken 1940’erne
Hvis nogen almen bebyggelse i Danmark har brug for støtte fra Landsbyggefonden, så må det være Tranehavegård, mener LLO Hovedstaden. Men pengene er begrænsede, lyder det.

Skiftende regeringer har med politiske initiativer brugt kraftigt af fondens midler. Senest i 2023, hvor beboere i almene boligforeninger fik en inflationshjælp gennem nedsat husleje, der i realiteten blev betalt med deres “egne penge” via fonden.

I dag er køen af trængende boligafdelinger i landet lang som vintermørket. Når Tranehavegård kommer frem til sin tur, er hjælpen på forhånd defineret som begrænset, lyder det fra LLO Hovedstaden.

Efter de mest nødtørftige reparationer vil huslejen stige til 1.845 kroner pr. kvadratmeter. Det er knap 2.000 kroner mere om måneden for den samme 2-værelses lejlighed på 65 kvadratmeter, oplyser beboerformanden. Altså cirka 10.000 kroner i husleje. Det er for en lejlighed med ”originalt” køkken og et bad renoveret i begyndelsen af 1990’erne.

“Det er en mangelfuld renovering, der er på vej, da det hele trænger til renovering. Mange beboere har stadig de gamle køkkener fra 1940’erne, gulvene er nedslidte og kan snart ikke slibes og lakeres mere. Der bliver intet gjort indvendigt ved renoveringen,” konstaterer Iris Joensen.

Ønske i neon til Folketinget
Det er ifølge LLO Hovedstaden “grotesk”, at det er realiteterne i en kommune, hvor Tranehavegård i årtier med frivillige kræfter og godt naboskab har løftet en vigtig social indsats.

“Københavns Kommune er en af landets rigeste kommuner og kunne sagtens finde pengene til at renovere Tranehavegård. Men der findes ikke lovlige støttemuligheder, som loven er i dag. Kommunen må simpelthen ikke — selv om den står i moralsk gæld til både afdelingen og dens beboere,” siger Claus Højte, direktør i LLO Hovedstaden.

Højte peger på to veje frem: Enten skal Landsbyggefonden have langt bedre rammevilkår, eller også skal der laves regler, der tillader kommunerne i særlige tilfælde at hjælpe oversete og nødstedte almene boligafdelinger.

“Det er en oplagt opgave bøjet i neon for Folketinget og den ny regering, som nu er på plads,” siger han og fortsætter: “Vi kan ikke være det her bekendt over for beboerne – eller resten af byen.”