Det er op mod 60 procent dyrere at leje en bolig i Hovedstaden på bare syv år. ”Det skriger til himlen,” siger formand for LLO Hovedstaden Helene Toxværd. LLO kræver, at et handlingslammet Christiansborg kommer på banen.
Det er på bare syv år blevet voldsomt meget dyrere at bo til leje i Hovedstaden. Helt nye tal viser, at priserne er steget med op til 60 procent, når inflationen regnes med.
”De her vanvittige huslejestigninger i private udlejningsejendomme er stukket helt af, og presser lejerne voldsomt. Det kræver politisk handling. Desperate lejere med almindelige indkomster kan slet ikke følge med og presses ud af byen. Det betyder, at både pensionisten, pædagogen og SOSU’en ikke har råd til at bo i byen længere,” siger formand for LLO Hovedstaden, Helene Toxværd.
Dramatisk stigning på syv år
Det er brancheforeningen for private udlejere, Ejendom Danmark, der har samlet tallene for Danmarks Radio. Der er stigninger de fleste steder i Danmark, men de mest dramatiske stigninger er i Hovedstadsområdet i perioden fra 2018 til 2024.
Tallene viser, at de 20 procent billigste lejligheder i København er steget 41 procent, når generelle prisstigninger, altså inflationen, er fraregnet. Inflationen har i samme periode ifølge Danmarks Statistiks nettoprisindeks været på cirka 18 procent. Derfor er den oplevede prisstigning for nye lejere af mindre københavnske lejligheder siden 2018 på 59 procent.
På Frederiksberg har prisstigningen for de 20 procent billigste lejligheder i samme periode været 21 procent uden inflation, og for de dyreste lejligheder 27 procent uden inflation. Altså en oplevet stigning i huslejen på 40 til 50 procent på Frederiksberg med inflation.
Kilde: Ejendom Danmark og DR
Privat udlejning er det vilde vesten
LLO peger på, at stigningerne er sket, samtidigt med der er kommet næsten en halv million flere lejer til i Danmark i perioden fra 2010 til 2025. Det er særligt de private lejeboliger, og ikke de almene boliger, der er steget i antal, og på vilkår hvor lejen kan fastsættes helt frit.
Alle boliger opført efter 1991 har med nuværende lovgivningen ingen regulering af huslejeloft. For ældre lejeboliger, altså boliger der er opført før 1991, ser LLO stor kreativitet fra udlejernes side for at slippe ud af den lovbestemte huslejeregulering. Private udlejere udskifter typisk bad og køkken – renoveringer, der reelt svarer til almindeligt vedligehold af slidt inventar.
Alligevel bruges det som løftestang til at stemple renoveringerne som deciderede forbedringer af boligen. Det giver mulighed for at indkassere den helt store økonomiske gevinst med nogle gange to eller tre gange højere husleje på beboernes regning.
Kæmpe problem med boligpolitikken
Der er et kæmpe problem med boligpolitikken i Danmark, slår formand for LLO Hovedstaden Helene Toxværd fast.
”Et flertal i Folketinget har i årevis overset de blinkende advarselslamper, som LLO har holdt op for dem. Det ser vi resultatet af nu. Det er akut brug for politisk handling fra Christiansborg. Det skriger til himlen, at der ingenting sker,” siger hun.
LLO peger på, at Regeringen og Folketinget bør gøre tre ting:
Læs mere om forskellige lejere, der er kommet i klemme af huslejestigningerne, i magasinet Vi Lejere, som udkommer i juni.
LINK: Her kan du på DR.dk læse, hvad de politiske partier på Christiansborg mener om problemet