Foto: Copenhagen Media Center, Peter Kolberg
Det er på få år blevet voldsomt dyrere at flytte sin adresse til København. På trods af forsøg fra medier og forskere på at nedtone problemet, viser kommunens seneste boligredegørelse reelt et boligmarked, der for alvor glider ud af rækkevidde for studerende og almindelige lønmodtagere uden formue.
En førstegangskøber uden opsparing skal i dag have en husstandsindkomst på mindst 900.000 kr. om året for at købe en lejlighed på 60 kvadratmeter i København. Omkostningerne for den samme ejerlejlighed er næsten fordoblet siden 2020.
Vil en tilflytter i stedet leje privat, koster en udbudt lejlighed på samme størrelse i gennemsnit 12.000 kr. om måneden. Det er 50 procent mere end de 7.900 kroner, som borgere, der allerede bor til leje privat i København, i gennemsnit betaler for samme type lejlighed.
Tallene kommer fra Københavns Kommunes boligredegørelse for 2025.
Samtidig er prisudviklingen accelereret de seneste år. Data viser altså et boligmarked og en by, der for alvor er ved at glide ud af rækkevidde for studerende og professioner som sygeplejersker og politibetjente. Forudsat, de er uden formue – eller ikke allerede bor i byen.
Aktører nedtoner byens problem
Byen er på få år blevet markant mere utilgængelig for tilflyttere. Alligevel har aktører de seneste måneder forsøgt at nedtone problemet. Rockwool Fondens konsulenter præsenterede under kommunalvalget tal, der viste, at faggrupper med almindelige indkomster bor i byen i samme antal som for 15 år siden.
Og Berlingske kaldte det “mytedrab”, da avisen i forbindelse med boligredegørelsens publicering kunne dokumentere, at 70 procent af Københavns Universitets studerende stadig bor i byen – cirka samme andel som i 2014.
Boligredegørelsen viser, at huslejen i privat udlejning er steget 75% på ti år – næsten fire gange så meget som i almene boliger. Førstegangskøbere i København skal nu have en husstandsindkomst på 900.000 kroner for at kunne købe en lejlighed på 60 kvadratmeter.
Ensretning af borgere
Udviklingen viser ifølge direktør i LLO Hovedstaden, Claus Højte, at byens sammensætning af borgere er ved at ændre sig og blive socioøkonomisk ensrettet.
“De høje boligomkostninger betyder, at par flytter fra byen efterhånden som børnene kommer til verden, og at unge mennesker – både københavnere, der flytter hjemmefra, og unge, der ønsker at flytte til byen – har meget sværere ved at finde et sted at bo,” siger han og tilføjer:
“Det betyder, at københavnerne bliver ældre i gennemsnit – og mere velbjærgede. Set på langt sigt kommer byen til at mangle unge mennesker og bliver mindre blandet. Og så betyder de voldsomt stigende boligomkostninger dårligere boligforhold for den ikke-velbjærgede del af befolkningen, som stuver sig sammen på mindre og mindre plads.”
København er magnetisk
Redegørelsen viser også, at 18-29-årige på Sjælland uden for København og Frederiksberg ønsker at flytte til byen. Op mod halvdelen af de spurgte i en rundspørge er interesserede i at flytte til København. Blandt de 18-20-årige er det over 70 procent. Rundspørgen viser et markant gab mellem ønske og evne til at betale. Tre ud af fire unge, potentielle tilflyttere, har en betalingsvillighed, der ligger under halvdelen af, hvad en privat lejebolig kostede i 2025.
“Det er bemærkelsesværdigt, at så mange unge danskere ønsker at bo i København, men at byen ikke formår at skabe boliger til dem,” siger Claus Højte.
Wien, Amsterdam og Oslo er undersøgt i redegørelsen. Wien fremhæves for billige kommunale boliger, Amsterdam for udvidet huslejeregulering. Er der noget fra de byer eller andre steder, du mener København bør lade sig inspirere af – set fra lejernes perspektiv?
“I Wien er der i gennemsnit to års ventetid på en bolig, meget kortere, hvis man vil bo uden for bykernen, længere hvis man vil bo i centrum. Det betyder, at byen vokser, også økonomisk. Wien har en stor gæld, fordi den opfører støttede boliger. Til gengæld kan den tiltrække flere borgere, der genererer skatteindtægter og økonomisk vækst. Det er en offensiv tilgang, som København kunne lære meget af,” siger Claus Højte.
Ritualer overskygger handling
Boligredegørelsen udkommer hvert år fra Københavns Kommune. Samtidig viser den, at byggeriet er gået nærmest i stå – fra 7.000 boliger årligt i 2018-2021 til omkring 2.500 i 2025, og primært private lejeboliger. Hvad bruger politikerne egentlig redegørelsen til? Er det et reelt arbejdsredskab, eller risikerer det at blive et ritual, hvor man dokumenterer udfordringer uden at handle på dem?
“Jeg tror, at de københavnske politikere har et ægte ønske om, at der skal bygges mange flere boliger. Jeg tror også, at de føler sig låste af en reaktiv bekymring for byens økonomi. De fleste partier vil gerne have flere almene boliger, men de tøver med det nødvendige sats at sælge byens grunde billigere til de almene boligorganisationer,” siger Claus Højte og slutter:
“Der er brug for at tænke byens boligstrategi om og aktivt investere i det faktum, at titusindvis af mennesker ønsker at flytte til byen – og betale skat og generere vækst. Indtil det sker, vil Boligredegørelsen blot være et årligt ritual.”
Læs mere om Boligredegørelsen 2025 fra Københavns Kommune her. Du kan finde flere konklusioner og data på boligbehov frem mod 2035.
