Hovedstaden mister sin sjæl uden almene boligforeninger

Foto: Agnes Saaby Thomsen 

Der skal værnes om de almene boligforeninger og beboerrepræsentationerne, lød det på Danmarks første lejerfestival. Det udviklede sig til en kærlighedssang til de almene boliger, hvor politikere fra Liberal Alliance til Enhedslisten stemte i. Boligformen er et bolværk mod, at Hovedstaden bliver en velhaver- og turistby, og bidrager til den diversitet, der skaber byen.

På en efterårssøndag med skarp, hvid sol, blå himmel og weekendliv, slog Nørrebrohallen dørene op til Danmarks første lejerfestival. En forsamling af lejere og interesserede, en lille delegation fra Sverige, politikere fra Folketinget og Borgerrepræsentation og beboere fra den nærliggende Mjølnerparken, som føler sig uretfærdigt ramt af den såkaldte ghettolov.

Festivalen udviklede sig til lidt af en love song til de almene boliger. Der blev delt minder fra opvækst i opgange med stort set hele det danske galleri af borger-arketyper på etagerne. Boligformen blev beskrevet som perfekt til at blande alle typer af borgere som i et kortspil og skabe fællesskaber på tværs. Eller boligformen var enormt velfungerende. Truslerne samler sig mørkt i horisonten.

Tæt på et knæk

Kommunerne ”over-forbruger” nogle steder mulighed for anvisning og sender for mange sårbare borgere med problemer som psykisk sygdom ind i de samme boligforeninger. Det øger risikoen for at knække de selvsamme lokale frivillige, der får beboerrepræsentationerne og de sociale aktiviteter til at virke.

Et eksempel er Tranehavegård i Sydhavnen i København. Beboerformand Iris Joensen fortalte, at de har haft succes med at få ensomme beboere eller beboere med psykiatriske diagnoser til at begynde at deltage i sociale aktiviteter. Men hun understregede også, at “der er en klar grænse for, hvor meget en beboerforening med frivillige kan rumme”.

En udadreagerende skizofren, som er stoppet med sin medicin, er en stor udfordring for enhver nabo, uanset om adressen er almen bolig, andelsforening eller ejerlejlighed.

På Lejerfestivalen lød realiteterne også, at der med kommunens anvisninger af borgere med problemer ikke engang følger et lille kaffebudget til beboernes aktiviteter. Så frivillig er indsatsen.

Hjælp fra Rosenkrantz-Theil

Socialdemokraternes spidskandidat i København, Pernille Rosenkrantz-Theil, fortalte, at hun har besøgt mange almene boligforeninger: “De yder et helt vildt stort bidrag, og vi glemmer som samfund at sætte pris på det”.

Hun slog fast, at “anvisningsgraden skal ned”, og at København aldrig skal have social housing, som det kendes fra f.eks. London. Her har beboerne en meget lav indkomst eller problemer og er alle anvist af det lokale city council.

Der blev i talks på Lejerfestivalen også nævnt nye muligheder, måske på vej, hvor f.eks. Røde Kors og Ældre Sagen kan gå ind i de almene boligforeninger med aktiviteter og støtte.

Landsformand Helen Toxværd fra Lejernes LO er vokset op i en almen bebyggelse i Folehaven og hendes erfaringer og analyse er entydigt, at almene boliger er vigtige for fællesskabet.

Hun roste de frivillige i boligområderne, der “kan rigtig meget og gør rigtig meget”. Men hun advarede samtidig: “Vi skal virkelig passe på, at vi ikke presser dem for hårdt og huske at kombinere det med en professionel støtte fra samfundet.”

Borgerlig med almen rødder

Alexander Ryle, medlem af Folketinget for Liberal Alliance, kunne afsløre, at han selv har været skrevet op til at en almen bolig siden barnsben. Han fik dog aldrig brugt sin forlomme til en almen bolig, “jeg har været så privilegeret, at jeg kunne købe en ejerbolig”.

“Jeg har ikke noget imod almene boliger. Det er vigtigt, at der er en kommunal anvisningsmulighed til dem. Og så skaber de almene boliger plads til, at studerende og danskere med almindelige indkomster også kan være her i København. Det er med til, at byen ikke bliver en rigmandsghetto,” sagde han.

Men han ser dem som en “lappeløsning, “grunden til, at vi i Liberal Alliance har et problem med flere almene boliger, er, at op mod 20 procent af finansieringen er offentlig støtte. Vi vil gerne bygge flere ejerboliger, så boligpriserne fastholdes nogenlunde på det her 2025-niveau”.

Og så mener Ryle, at almene boliger skal øremærkes til dem med behov: “Jeg synes ikke, at folk der tjener over en halv million kroner om året skal have offentlig støtte til at bo i almene boliger.”

Barfod: Almene boliger er for alle

Her reagerede Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i København og overborgmesterkandidat til kommunalvalget for Enhedslisten: “Hele ideen med almene boliger er, at de er for alle. Det er en styrke”.

Hun afviste argumentet om, at der er tale om urimelig offentlig støtte, og at almene boliger kun skal være for dem i samfundet, der har mindst. Hun pegede på, at ejerboliger og private lejeboliger får masser af offentlig støtte gennem rentefradrag, skattefri friværdi og særlige moms- og skatteregler.

“Det er vigtigt, at København er en blandet by. Der er derfor behov for mange flere almene boliger,” slog Barfod fast og tilføjede, at andelsforeningerne bør være med til at løfte et socialt ansvar.

Ghettolov på retræten?

Lejerfestivalen foregik i Nørrebrohallen, ikke langt fra Mjølnerparken. Bebyggelsen er igennem en forvandling, eller en brutal omvæltning, alt afhængig af hvem der spørges. Den såkaldte ghettolov, der blev vedtaget i 2018, gør det muligt at tvangsflytte beboere. Den blev tidligere i år kritiseret af EU-Domstolen for at være diskriminerende.

Forventningen er derfor hos mange, at Christiansborg snart må ændre loven. Den er dog stadig grundlaget for et flittigt brugt værktøj, blandt andet i Mjølnerparken. Her er op mod 60 procent af beboerne blevet tvangsflyttet, og lejemål er overtaget af en nordisk kapitalfond, NREP, som begyndte i Danmark i 2005, og nu med helt andre huslejepriser og nye beboere.

Beboerformand Muhammad Aslam kalder i dag området for “ødelagt”.

“Før var det en åben bebyggelse, hvor beboerne havde med hinanden at gøre og børn fra alle bygningerne legede med hinanden. Nu har man indrettet området, så haverne er fjernet og de enkelte karréer lukker sig om sig selv og børn ikke kan lege på tværs”, siger Muhammad Aslam.

Den samme abrupte forandring er oplevet andre steder i landet som Gellerupparken og Tingbjerg. Den nærmeste tid vil vise om EU-Domstolen tvinger fløjlshandskerne på den danske stat og andre metoder end tvangsflytninger bliver toneangivende for at styrke de hårdest belastede almene boligområder.

Ny kultur truer

En anden og langt mere snigende, negativ forandring opleves i de fleste boligforeninger. Her er årsagen en helt anden synder, der også kendes fra folkeskolerne. Nemlig computere og mobiltelefoner, som truer fællesskabet – den klassiske styrke i de almene boligforeninger. Det fortalte forfatter Michael Wulff, der også arbejder for Dansk Almennyttigt Boligselskab. Han udgav tidligere på året en bog om den almene boligsektor med titlen “Den usynlige velfærd.”

“Det er det blå lys i vinduerne. Børnene mødes ikke længere efter skole i kvarteret, de sidder foran skærmen. Og når børnene ikke mødes, mødes forældrene heller ikke”, sagde Michael Wulff.

Og der er måske mere end nogensinde brug for fællesskaberne. Der er stor mistrivsel og ensomhed i samfundet, og det påvirker både den mentale og fysiske sundhed. Og hvis man bor alment, så er risikoen ifølge Michael Wulff endnu større. 4

“Vi taler om en ensomhedskrise og trivselskrise i samfundet, men det er særlig slemt i det almene”, sagde han. Her taler 43 procent af beboerne ikke med et andet menneske i lokalområdet hver måned.

Et skarpt knald skar igennem luften og fik det til at gibbe i enkelte tilhørere. Det var børn, der legede sammen og en enkelt rød-blå LLO-ballon, der sprang.

“Jeg ser mange beboere lave et fantastisk stykke arbejde og med gode aktiviteter, men der er ingen, der lægger mærke til det”.

 

Tendens i København: Færre almene boliger

Der er i 2025 cirka 600.000 almene boliger i Danmark. Det er en stigning på ca. 2,9 % i perioden 2020‑2025. Der er i 2025 i København cirka 65.100 almene boliger. Det er en stigning på 2,6 % siden 2020. Væksten i almene boliger på landsplan er halvt så stor som andre typer boliger. I København er andelen af almene boliger faldet fra 19,5 % til 18,8 % af alle boliger fra 2020 til 2025. På landsplan er hver femte bolig almen.

Kilde: Landsbyggefonden og BL – Danmarks Almene Boliger.

 

Samtykkestyringsplatform fra Real Cookie Banner