Af Claus Højte, direktør i Lejernes LO Hovedstaden
Der er overraskende stor enighed blandt de københavnske kommunalpolitikere om, at Københavns kommune er i boligkrise, og at der må gøres noget drastisk for at gøre plads til alle i byen. Det viser Lejernes LO Hovedstadens rundspørge til alle spidskandidaterne og vælgerguide i dette nyhedsbrev. Så langt så godt.
Københavns kommune er imidlertid kun en del af hovedstadsområdet, og boligkrisen anerkender ikke kommunegrænser. På Frederiksberg er der boligmangel. Og det er der også i Tårnby, Rødovre og Herlev. Selv i Ballerup, hvor næsten 53% af boligerne er almene og mulige at betale for de fleste, er der boligkrise, fordi kommunens boligmarked presses af den enorme efterspørgsel i hele hovedstadsområdet.
Kom ind i kampen
Hovedstadskommunerne kan hver især løse nogle af de problemer, som forårsager boligkrisen. Kommunerne kan insistere på flere almene boliger. De kan sælge grunde til byggeri med rabat, hvis der samtidigt opfyldes krav, som kommunen stiller. De kan give støtte til andelsboliger og de kan lette på kravene til de almene boliger, der opføres. De kan tillade tættere og højere byggeri. De kan være opfindsomme og løsningsorienterede.
Og som du kan se i vores vælgerguide, så har alle københavnerpartierne bud på, hvordan boligkrisen løses. Kommunalpolitikerne tager det faktisk på sig og det er virkelig en glædelig nyhed.
Folketinget ser væk
Men de grundlæggende problemer på hovedstadsområdets boligmarked kan ikke løses i hovedstadskommunerne. De kan kun løses på Christiansborg. Folketinget sætter rammerne for kommunernes muligheder og Folketinget sætter rammerne for de gevinster, som kan opnås ved at investere i opførelse og forbedringer af boliger.
I mange år har Folketinget og regeringen imidlertid haft hovedet dybt begravet i sandet – og kun trukket det op, når der var et folkeligt krav om handling, som ikke kunne overses. For eksempel, da kapitalfonden Blackstone var godt i gang med at opkøbe hele København i 2020 eller da Ukrainekrigen betød enorme huslejestigninger i 2022. Så blev der repareret på lovgivningen – hvorefter man igen begravede hovedet dybt i sandet.
Et hjem til alle borgere?
Skal kommunerne have mulighed for at give alle typer af borgere en mulighed for at få et hjem, må regering og Folketing sætte en grænse over den ubegrænsede leje, som i dag kan opkræves i alle udlejningsejendomme, opført efter 1991. Det vil give andre aktører end de profitmaksimerende pensionskasser og kapitalfonde mulighed for at være med til at opføre boliger. Boliger, der i modsætning til i dag kan betales af de fleste. Det vil også betyde, at flere lejere kan overtage deres boliger som andelsboliger. Regering og Folketing må lytte til de almene boligorganisationer og andre aktører, der kan og vil opføre langt flere boliger, hvis de blot får lov.
Hold øje med dem
Om kort tid er kommunevalget overstået. LLO Hovedstaden kastet sig ind valgkampen for at få boligpolitik øverst på dagsordenen, så Hovedstaden også i fremtiden er for alle byens borgere. Når valget er overstået, vil vi holde de nyvalgte politikere fast på deres løfter. Op til det folketingsvalg, som kommer næste år, vil LLO arbejde for at gøre boligpolitikken til et stort tema, ingen kan komme uden om – sådan at staten hjælper hovedstadskommunerne med at opfylde behovet for boliger, der er til at betale.
I mellemtiden ønskes du et godt kommunalvalg. Hvis du også mener, at boliger er et af de vigtige temaer ved valget, så har du et godt redskab i vælgerguiden her i nyhedsbrevet (https://llo.dk/kv25), når du skal bestemme dig for, hvor du skal sætte dit kryds.