Du bor i en lejebolig med en ven, og I står begge på lejekontrakten. Pludselig meddeler din roommate, at hun flytter ud. Du vil gerne blive boende – men hvad betyder det for din ret til at blive i boligen? Og hvad sker der med hæftelsen over for udlejer?
Østre Landsret slog i en afgørelse (U.2022.4507Ø) fast, at en udlejer ikke kan ophæve et lejemål alene fordi den ene lejer flytter ud. I sagen ønskede den tilbageværende lejer at fortsætte lejemålet alene, mens udlejeren hævdede, at begge lejere skulle blive boende for at opretholde kontrakten. Han ophævede derfor kontrakten. Retten vurderede dog, at der ikke var grundlag for at kræve ophævelse, når én lejer fortsatte med at bo i boligen og betale huslejen.
Hvad betyder det?
Du må blive boende: Hvis din medlejer flytter, kan du som hovedregel fortsætte med at bo i lejemålet, selvom I begge står på kontrakten.
Solidarisk hæftelse fortsætter: Den fraflyttede lejer hæfter fortsat solidarisk for lejemålet, medmindre udlejer accepterer at fjerne dem fra kontrakten.
Ved skilsmisse eller samlivsophør: Lejelovens regler om en partners ret til fortsættelse af lejekontrakten ved skilsmisse, samlivsophør, plejehjemsophold eller død gælder stadig. I disse situationer behøver den fortsættende part ikke at stå på kontrakten (som i denne sag).
Praktiske råd til lejere:
1️⃣ Kend dine rettigheder: Du har ret til at blive boende, selvom din roommate flytter ud, hvis I begge står på kontrakten.
2️⃣ Orientér udlejer: Informér udlejer om, at den ene lejer flytter ud, og at du bliver boende. Du behøver ikke en ny kontrakt i den anledning. Hvis du bliver bedt om at underskrive en ny aftale, så husk, at det er et tilbud, som du kan vælge at sige nej til. Få kontrakten læst igennem af Lejernes Landsorganisation Danmark, hvis du overvejer at skrive under.
3️⃣ Pas på solidarisk hæftelse: Husk, at din fraflyttede medlejer stadig hæfter solidarisk for huslejen og eventuelle krav, indtil der er lavet en ny aftale. Hvis du fx ikke betaler huslejen eller får et stort fraflytningskrav, kan udlejer forsøge at inddrive beløbet hos den fraflyttede lejer.
Følg med i Juridiske Julegaver for mere nyttig viden om lejeret og dine rettigheder.