Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

16-02-2016

En giftig cocktail

”Ankomsten af mange tusind mennesker med ingen eller få økonomiske midler presser et i forvejen hårdt presset boligmarked – i den billige ende”, skriver landsformand i Lejernes LO, Helene Toxværd, i en leder i bladet Vi Lejere. ”Samtidig har et flertal i Folketinget bebudet, at nu skal der indføres kontanthjælpsloft og boligydelsen skal beskæres – måske for et milliardbeløb. Og nå ja, for resten, så laver vi lige planloven om, så kommunerne ikke længere har den nødvendige kompetence til at kræve flere almene boliger. Det er i sandhed en giftig cocktail”. LLO-formanden fortsætter: ”At man så samtidig har fastfrosset ejendomsskatterne for boligejerne men ikke for boliglejerne, har ikke gjort denne cocktail mere velsmagende. LLO har netop i en økonomisk analyse påvist, at beskæringerne i kontanthjælp og boligydelse tvinger en lang række borgere ud af deres boliger – der er ikke en gang tale om, at man ikke kan få en bolig, men at man bliver smidt ud af sin bolig. Det er i den grad sandhedens time for V-regeringen og blå blok i Folketinget. De kan stadig nå at besinde sig og lade seddelpressen rulle for hele samfundet og ikke kun for de velbjergede. Men det er i 11. time”.

Vi Lejere 01 2016 side 2

Link: vi lejere nr.1.2016

Læs mere…
16-02-2016

Almene boliger med egen strandeng

I 50 år lå FN-organisationen WHO’s europæiske hovedkontor på Scherfigsvej i København – afskærmet for nysgerrige blikke. Nu er verdenssundhedsorganisationen flyttet ind i den nye FN-by i Københavns Nordhavn og bygningerne på Scherfigsvej står nu tomme. På grunden vil Københavns Kommune nu bruge planloven og tillade en privat bygherre, at opføre 120-130 ejerboliger og 40-50 almene boliger, der er til at betale. Oven i købet med egen strandeng lige uden for entrédøren. Området er super eftertragtet med en beliggenhed lige ned til Svanemøllebugten og Svanemøllestranden, et stenkast fra det mondæne Tuborg Havn og klos op ad kommunegrænsen til Gentofte. ”Det bliver Københavns flotteste almene boliger”, siger en embedsmand i Københavns Kommune. ”Her ville jeg gerne selv bo”.

Og overborgmester Frank Jensen siger: ”Det er jeg stolt af. Det er sådan et København, jeg ønsker”.

WHO-grunden på Scherfigsvej er et godt eksempel på, at planredskaber giver mening for en kommune, der ønsker en blandet by. Men blå blok i Folketinget vil rulle planloven tilbage og afskaffe kommunalbestyrelsens mulighed for at fastsætte krav om op til 25 pct. almene boliger i forbindelse med lokalplanlægning for nye boligområder.

Vi Lejere side 7-8 og 6-7

Link: vi lejere nr.1.2016

Læs mere…
16-02-2016

Ejendomsforeningen Danmark vildleder

I et indlæg i udlejernes medlemsblad ”Huset”, oktober 2015, forsøger Ejendomsforeningen Danmark (ED), at overbevise offentligheden om, at planloven er ligegyldig, fordi almene boliger koster næsten det samme som private udlejningsboliger. Men ED sammenligner æbler og pærer, skriver LLO´s cheføkonom. ”Man sammenligner lejen i en nyopført almen lejebolig i hovedstaden i 2014 med gennemsnitlejen i 2014 i alle privatejede udlejningsboliger i hele landet og beregnet for alle boliger opført efter 1991. Dermed undervurderes lejen kraftigt i privat udlejning, og dermed vildledes politikerne. Det er lige en sag for Detektor”.

Vi Lejere 01 2016 side 7

Link: vi lejere nr.1.2016

Læs mere…
16-02-2016

10,6 mio. kr. til medlemmerne

Lejernes LO i Hovedstaden har i 2015 skaffet kr. 10.6 mio. kr. til sine medlemmer i sager af varierende karakter.

Se Vi Lejere 01 2016 side 20

Link: vi lejere nr.1.2016

 

Læs mere…
16-02-2016

Boligejerne får, men lejerne betaler selv

Politikerne har garanteret landets boligejere deres skattelettelser frem til 2020 i form af loft over ejendomsværdibeskatningen. Denne skattelettelse betales af alle skatteyderne. Lejerne får omvendt ingen økonomiske lettelser, når kapitalydelserne på finansieringen af deres lån i de almene boliger er betalt. Lejerne skal nemlig betale til støtten for nybyggeri og renovering af almene boliger gennem lån, der skal betales af lejerne selv via de fremtidige indbetalinger til Landsbyggefonden.

Se Vi Lejere 01 2016 side 10+11

Link: vi lejere nr.1.2016

Læs mere…
15-12-2015

Forringelse af boligydelsen

Lejernes LO opfordrer forligspartierne til at tage forringelsen af boligydelsen ud af finanslovsforslaget. Det er ikke rimeligt at spare på lejerne, når man rundhåndet uddeler milliardskattelettelser og tilskud til boligejerne, og når man passivt ser på, at huslejeniveauet stiger langt mere end prisniveauet i øvrigt.   

Regeringen og Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservativ Folkeparti har indgået en aftale, hvor man sparer ca. 90 millioner kroner på boligydelsen næste år stigende til 480 millioner kroner i 2020. Besparelserne opnås ved:

– at reguleringen af beløbsgrænser for boligydelse forringes, således at den årlige regulering af beløbsgrænserne nedsættes, og det beregningstekniske tillæg til huslejen afskaffes gradvist. Begge disse tiltag betyder, at rådighedsbeløbet efter husleje og boligydelse for pensionisterne beskæres.

– at der for nyanviste personer til ældreboliger efter 2020 indføres loft over den støtteberettigede husleje i ældreboliger. Loftet betyder, at det vil blive meget vanskeligt for pensionister med de lav indkomst og uden formue at bo i nyere ældreboliger

– at kravet til egenbetaling gradvis lempes, for at sikre, at pensionister med de laveste indkomster kun i mindre omfang berøres af ovenstående ændrede boligydelsesregler.  

Regeringen har beregnet, at boligydelsesmodtagerne i gennemsnit vil miste 2.376 kr. om året.

Regeringen har oplyst, at de samlede udgifter til boligydelse realt er vokset med 13 procent siden 2001, og i samme periode er den gennemsnitlige udbetalte boligydelse vokset med 28 procent. Det er en stor stigning, men forklaringen på denne udvikling er flere og flere ældre og et kraftigt stigende huslejeniveau, først og fremmest på grund af mange moderniseringer og renoveringer, og et privat nybyggeri uden huslejekontrol.

Samtidigt med forringelserne i boligydelsen gennemfører forligspartierne skattelettelser i milliardklassen. Det skyldes stop for stigninger i grundskylden for boligejerne og stop for stigninger i ejendomsværdiskatten.

Allerede d. 29. september 2015 advarede Lejernes LO og Ældresagen i medierne Regeringen og Dansk Folkeparti. Drop ønsket om nedskæring af boligydelsen. Det vil man ikke. Nu kan de 282.000 pensionister, der sidste år modtog boligydelse, ikke opretholde et rådighedsbeløb, der følger med huslejen, og de svageste lejere vil fra 2020 ikke have råd til en ældrebolig. 

 

For yderligere information kontakt

Jesper Larsen, Cheføkonom, LLO

Tlf. direkte:   40312899

Læs mere…
14-12-2015

Lejerne snydes for lettelser i grundskatten

Lejernes LO protesterer mod den ensidige lettelse i beskatningen af boligejerne. 
Ejere af udlejningsejendomme er undtaget lovforslaget, og dermed får lejerne ingen lettelse i grundbeskatningen.  

Mange er tilsyneladende ikke er klar over, at udlejer over huslejen fuldt lovligt opkræver de grundskatter, som kommunen pålægger grundejeren. Det er også udlejeren, der suverænt bestemmer, om der skal klages over en vurdering, og det er også udlejeren, der suverænt får gevinsten, hvis ejendommens grundværdi øges. Hermed bliver lejerne endnu engang de store tabere.

Regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti har i forbindelse med aftalen om finansloven besluttet at  fastfryse beskatningsgrundlaget for grundskylden for ejerboliger fra 2015 til 2016.

Boligejere vil dermed som udgangspunkt betale det samme i grundskyld i 2016 i kroner og øre, som de gjorde i 2015. Der er afsat 570 mio. kr. i 2016 til formålet.

Ifølge det lovforslag, som regeringen netop har sendt i høring, nedsættes reguleringsprocenten for loftet over stigningen i grundskylden fra 6,6 pct. til 0 pct. for 2016, således at den afgiftspligtige grundværdi for 2015 videreføres til 2016.

Fastfrysningen vil omfatte ejerboliger, som efter vurderingsloven vurderes i ulige år. Det er bl.a. parcelhuse, rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse, men den lavere grundskyld vil komme boligejerne til gode i forbindelse med opkrævningen af grundskylden for 2. halvår 2016.

I 2017 vil loftet over stigningen i grundskylden betyde, at grundskylden maksimalt kan stige med 3 til 7 pct. i forhold til 2015 og 2016. Boligejerne vil derfor også kunne opleve en besparelse i 2017 og efterfølgende år.

 

For yderligere information kontakt

Jesper Larsen, Cheføkonom, LLO

Tlf. direkte:   40312899

Læs mere…
06-11-2015

Kongresudtalelse

Lejernes Landsorganisations kongres, forsamlet i Horsens d. 31. oktober og 1. november 2015, udtaler:

De betalelige boliger forsvinder  

Tusindvis af betalelige boliger i den privatejede udlejningssektor forsvinder fra storbyerne, fordi de spekulationsmoderniseres ved genudlejning. Derfor skal boligreguleringslovens § 5 stk. 2 afskaffes. Tusindvis af betalelige andelsboliger er allerede forsvundet, fordi valuarvurderinger har fået prisen til at eksplodere. Og tusindvis af betalelige boliger i den almene udlejningssektor er under hårdt pres, fordi der skal skaffes boliger til unge, lavindkomster og flygtninge.

Nybyggeriet er for dyrt

Hver gang de store kommuner har åbnet for nybyggeri af en almen bolig, har man samtidigt godkendt, at der bygges 6 - 8 meget dyre privatejede udlejningsboliger.

Storbyen bliver for de rige

Kun de bedre stillede kan bo i byen i de nybyggede privatejede udlejningsboliger. Kun de velstillede kan bo i de moderniserede lejligheder. Storbyerne bliver byer, der mangler en varieret beboersammensætning og hvor der vil være hele bydele uden almindelige indkomster, unge, singler og lavindkomster.

Ansvaret ligger i Folketinget

Kongressen appellerer til, at Folketinget griber ind. Befolkningen skal ikke opsplittes. Det fremmer ulighed og skader sammenhængskraften. Nybyggeriet af betalelige almene boliger skal sikres ved at sænke kommunernes udgifter til nye almene boliger. Den nye planlov, der sikrer, at bare 25 % af nybyggeriet bliver almene boliger, skal bevares. De spekulative moderniseringer skal stoppes.

Medindflydelse på egen bolig mangler

Hver femte lejer i den almene sektor oplever i disse år, at boligen eller boligområdet renoveres. Kongressen beklager, at renoveringerne sker på udlejers betingelser og uden den nødvendige inddragelse af beboerdemokratiet. Lejerne i de enkelte almene boligområder kan ikke suverænt bestemme omfang og art. Lovgivningen skal ændres, så lejerne får en ubetinget reel indflydelse.  

Støtte til forenklingen af lejelovene

I 2015 forenklede et bredt flertal i Folketinget lejelovene. Kongressen udtaler sin støtte til det brede lejelovsforlig, selv om det kun blev ”to skridt frem og et tilbage”. Lejelovsforliget viser, at Folketinget kan samarbejde. Uanset lejelovsforliget mellem organisationerne ikke blev gennemført, sikrede dialogen, at grundlaget for lejelovsændringerne blev godt gennemarbejdet. Kongressen opfordrer politikerne til at indhente LLO’s praktiske erfaringer med loven før den evalueres i 2017.

 

Kongressen opfordrer Folketinget til inden da at forbedre boligsikringen, især for husstande uden børn.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Kongressen blev afholdt lørdag/søndag d. 31. oktober/ 1. november 2015 på Hotel Opus, Horsens. Kongressen bestod af  83 delegerede. LLO har 52.000 medlemmer og 26 lokalafdelinger, som rådgiver og bistår lejere i hele landet.

Læs mere…
14-08-2015

1.200.000 kr. for at flytte

I takt med prisernes himmelflugt på lejligheder i storbyerne, breder en ny tendens sig. Den går ud på at lejere, der bor i attraktive lejligheder på en principielt uopsigelig kontrakt i privatejede lejemål, tilbydes hundredetusindvis af kroner for at flytte. Derefter kan udlejeren modernisere lejligheden og leje den ud til det dobbelte eller tredobbelte pr. måned, fremfor at vente på, at lejeren dør eller selv flytter. Dette skriver Vi Lejere. I juni fik en 73-årig kvindelig beboer i en lejlighed i København - med LLO's mellemkomst - således 1,2 mio. kr. for at flytte. "Det er det første eksempel på over 1 mio. kr. i godtgørelse, som Lejernes LO har kendskab til", siger landsformand Helene Toxværd. Et andet sted i byen fik en ung kvinde ligeledes i juni 410.000 kr. for at forlade den lejlighed, som hun lejede i Indre By.

Men samtidig med de mange penge på kontoen opstår ofte et ønske om at være anonym. Bevæggrundene varierer fra lejer til lejer, men ét fællestræk går igen: Lejerne ønsker ikke, at familie, venner og bekendte skal kende deres nye beholdning på bankkontoen.

Læs mere…
14-08-2015

Lejernes LO skal have to nye næstformænd

Lejernes LO styrker sin landsledelse. Hvis det står til en enig hovedbestyrelse, skal LLO efter kongressen i oktober have ikke én, men to næstformænd. Samtidig ligger det fast, at begge skal nyvælges. Den hidtidige næstformand, Poul Erik Jensen, har nemlig meddelt, at han ikke genopstiller efter 6 år på posten.

Det gør til gengæld landsformand Helene Toxværd. Hun blev valgt første gang på kongressen i 2009 og enstemmigt genvalgt i 2012.

Læs mere…
< 1 2 3 4 5 6 7  >

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser