Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

Varmeregnskabsår og frister

Du har krav på et varmeregnskab én gang årligt. I ejendomme, hvor man har kollektiv varmeforsyningsanlæg (fjernvarme eller naturgas) skal varmeregnskabsåret følge det regnskabsår, varmeforsyningsanlægget har. I ejendomme med centralvarme (oliefyr) skal varmeregnskabsåret være aftalt i lejekontrakten. Er det ikke aftalt i lejekontrakten, er det fastsat i loven, at varmeregnskabsåret begynder den 1. juni.

Udlejer kan med 6 ugers skriftlig varsel bestemme, at varmeregnskabet i fremtiden skal afsluttes på en anden dato. Ved overgang til nyt regnskabsår må regnskabsperioden højst udgøre 18 måneder i overgangsperioden.

For beboelseslejemål kan udlejeren ikke kræve, at udgifterne til varme er indeholdt i huslejen.

I ejendomme med centralvarme (oliefyr) skal lejeren modtage varmeregnskabet senest 4 måneder efter varmeregnskabsårets udløb.

I ejendomme med kollektiv varmeforsyning (fjernvarme og naturgas) skal udlejeren fremsende varmeregnskabet senest 3 måneder efter, at han har modtaget endeligt regnskab fra varmeforsyningsselskabet. Denne regel er dog kun relevant, hvis der er gået mere end 4 måneder efter varmeregnskabsårets udløb. Den forkorter derfor ikke 4-måneders-reglen, men forlænger den, hvis forsyningsselskabet bliver forsinket med at fremsende regnskab til udlejeren.

Kommer varmeregnskabet for sent, kan udlejeren ikke kræve efterbetaling af lejeren. Har lejeren ikke modtaget varmeregnskabet senest 6 måneder efter varmeregnskabsperiodens udløb, kan lejeren undlade at indbetale fremtidige aconto varmebidrag, indtil varmeregnskabet foreligger.

Varmeregnskabet skal være skriftligt og dække den aftalte regnskabsperiode og indeholde oplysning om, hvad varmeudgiften er for hele ejendommen, samt lejerens andele af disse udgifter og om lejerens adgang til at gøre indsigelse senest 6 uger efter modtagelsen af varmeregnskabet.

En indsigelse mod et varmeregnskab skal være begrundet for at være lovlig. Man skal således i indsigelsen skrive, hvorfor man ikke kan godkende varmeregnskabet. Der kan være tale om, at det samlede udgiftsbeløb er for højt, at fordelingen mellem lejemålene ikke kan accepteres, at anlægget ikke er vedligeholdt eller at aconto varmebeløbet ikke er korrekt. Indsigelsen mod varmeregnskabet skal sendes til ens udlejer eller administrator.

Huslejenævnet afgør sager om varmeregnskaber.

Kontakt din lokale LLO afdeling, hvis du er i tvivl om dit varmeregnskab.

Tilbage

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser