Har du brug for rådgivning?

Har du brug for hjælp - klik her

Lejernes Landsorganisation er en sammenslutning af selvstændige afdelinger, hvor man som medlem kan få råd, vejledning og assistance. Lejernes Landsorganisation er en medlemsorganisation. Vi modtager ikke offentlig støtte. Vores mulighed for at være til rådighed for dig og andre lejere bygger derfor på medlemskab.

 

Udlejers opsigelse

Som lejer er man normalt effektivt beskyttet mod opsigelse uden grund.

Der er dog undtagelser til den gode beskyttelse. Dette indebærer, at der kun kan ske opsigelse af en lejer af en beboelseslejlighed eller et klubværelse i særlige tilfælde, disse kalder vi "frit opsigelige lejemål" se nedenfor.

De frit opsigelige lejemål er:

  1. Enkelte værelser til beboelse, i en bolig (herunder tofamilieshus), som udlejer selv bor i.
  2. Beboelseslejligheder i et tofamilieshus, hvor udlejer bebor den anden beboelseslejlighed.
  3. En udlejet ejerbolig eller andelsbolig, hvis ejeren eller andelshaveren selv agter at bebo lejligheden, hvis det er den samme ejer som indgik kontrakten, hvis udlejer på tidspunktet for opsigelsen ikke ejer andre udlejede ejerboliger eller andelsboliger og lejemålet er indgået den 1. Juli 2015 eller senere
  4. Visse erhvervslejemål.

Opsigelsesvarsler er mindst et år, hvis du lejer en hel lejlighed, og en måned, hvis du bor på et enkeltværelse i udlejers egen bolig.

I andre lejemål er skal udlejer have en god begrundelse for at opsige.

Bor du til leje i et enfamilieshus eller en ejerlejlighed, kan du normalt kun opsiges med den begrundelse, at udlejer selv ønsker at bo i lejemålet. I sådanne situationer har du krav på et opsigelsesvarsel på mindst et år, og det er en betingelse, at ens udlejer selv personligt flytter ind i lejemålet.

Opsigelsen være rimelig ud fra en vurdering af begge parters forhold. Såfremt du gør indsigelse, skal boligretten bl.a. tage hensyn til, hvor længe udlejeren har ejet ejendommen, og din mulighed for at finde en anden passende bolig.

Er man opsagt med den begrundelse, at udlejer selv vil bebo det lejede, og er der inden for opsigelsesfristen eller tre måneder efter lejerens fraflytning blevet en anden bolig ledig i ejendommen, skal udlejeren tilbyde lejeren at overtage denne.

Ud over ovennævnte tilfælde kan man opsiges, hvis udlejeren dokumenterer, at ejendommen skal nedrives eller hvis ejendommen skal ombygges til almene ældreboliger, ungdomsboliger eller lignende. Opsigelsesvarslet er tre måneder. Udlejer skal i en række tilfælde ved opsigelse tilbyde dig en passende erstatningsbolig enten i samme ejendom eller et andet sted. Spørg din lokale LLO afdeling herom.

Opsiges du fordi ejendommen skal byfornyes, har du krav på genhusning efter særlige regler.

Endelig kan udlejeren opsige lejemålet, hvis du trods udlejerens påmindelse ikke iagttager god skik og orden og overholder lejelovens regler. Her er opsigelsesvarslet ligeledes tre måneder.

En opsigelse fra udlejers side skal altid være skriftlig og indeholde oplysning om grunden til opsigelsen. Endvidere skal det fremgå, at du har ret til at gøre indsigelse mod opsigelsen senest seks uger efter, du har modtaget denne. Hvis opsigelsen ikke opfylder disse betingelser, er den ugyldig. Dette formkrav gælder dog ikke for enkeltværelser i lejemål som udlejer selv bebor.

Hvis du får en opsigelse, er det vigtigt, at du kontakter den lokale LLO-afdeling i så god tid, at man kan nå at gøre indsigelse inden seks ugers fristen.

Når lejeren har gjort indsigelse skal udlejeren indbringe sagen for boligretten, hvis udlejer ønsker at fastholde opsigelsen. Gør udlejer ikke det inden der er gået seks uger, fra lejers frist til at gøre indsigelse udløb, så bortfalder udlejers opsigelse automatisk.

Tilbage

Accepter cookies fra denne hjemmeside

Denne hjemmeside anvender cookies til at følge din adfærd og forbedre brugeroplevelsen på siderne

Du kan altid slette cookies via indstillingerne i din browser